Kim - Mine unge år

Kristian fra Askov Højskole sætter musik og sang til nyt foredrag om Kim Larsen

Kristian la Cour sidder bag flyglet, når forfatteren til den nye Kim Larsen-bog, Jens Andersen, i Kulturhøjskolen i Vejle 25. februar og dagen efter i Møgeltønder Forsamlingshus tager hul på en række nye foredrag om Kim Larsen. Senere på året kommer de også forbi Askov Højskole.

Af Steen Tue Bjerborg, Kommunikationsmedarbejder på Askov Højskole


Askov Højskoles musikalske fyrtårn Kristian la Cour er som mangeårig pianist, komponist og visesanger vant til at optræde for de fleste, de fleste steder. Men når han sætter sig til flyglet i Vejle Kulturhøjskole 25. februar for at spille til forfatteren Jens Andersens nye foredrag om Kim Larsen, har Kristian la Cour været mere nervøs end normalt op til en premiere.


”Jens er kommet mange år på Askov Højskole. Så jeg kender ham rigtig godt, og jeg ved, hvor gode hans foredrag er. Derfor er der noget at leve op til, og så er det jo Kim Larsen, det handler om,” smiler Kristian la Cour.


Kristian la Cour var egentlig af den overbevisning, at Kim Larsen nu skulle have fred og ikke behøvede mere fokus, efter at det var gået helt amok oven på den folkekære og tidligere Askov-elevs død den 30. september sidste år. Men så ringede Jens Andersen i november og spurgte, om Kristian la Cour ville være med i forfatterens kommende foredrag om Kim Larsen, og det tilbud kunne Kristian la Cour ikke sige nej til.

”Heldigvis”, lyder det fra Jens Andersen, da han afbryder ham selv og Kristian la Cour på Askov Højskole i deres sidste musikalske forberedelser op til Kim Larsen-foredraget.  


”Kristian er fantastisk til at spille i større forsamlinger og til fællessang. Det ved jeg fra Askov Højskole, og derfor tænkte jeg straks på ham, da jeg besluttede at have en live-musiker og fællessang med i nogle af mine Kim Larsen-foredrag,” betoner Jens Andersen.


Askov til fælles
Ud over at være god til at spille og synge og lede fællessangen i en større forsamling har Kristian la Cour den åbenlyse fordel, at han er fra Askov Højskole. Det var nemlig her, at Kim Larsen var elev i 1964-65. Og det var her, at højskolen, ifølge Kim selv, fik en afgørende betydning for spillemandens dannelsesmæssige og kunstneriske udvikling.


Noget, da der da også har fået sit helt eget kapitel i bogen ”Kim Larsen – Mine unge år”.

”Kim Larsens store interesse for litteratur blev udviklet på Askov Højskole, det var på Askov, at Kim Larsen blev inspireret til at skrive en stor roman og til at spille Frank Jæger-viser på guitar, da han så, hvordan en anden elevs guitarspil påvirkede pigerne, og det var sikkert også blafferturene til og fra Askov, der inspirerede ham til ”Blaffersangen,” forklarer Jens Andersen og understreger, at Kim Larsen talte meget om Askov Højskole i de interviews, han havde med Kim Larsen omkring bogen i foråret 2018.

Respekt for Kim
Kristian la Cour er da også beæret og stolt over at få lov til at være med til at mindes Kim Larsen i Jens Andersens nye foredrag.

”Kim Larsen er utrolig folkelig. Og man kan ikke komme uden om, at mange af hans sange er ørehængere. Men det er også sange, der faktisk er mere avancerede og svære at synge, end man umiddelbart skulle tro, og de indeholder en større visdom, end man umiddelbart forbinder dem med,” lyder det fra Kristian la Cour, hvilket får Jens Andersen til at følge op:

”Kim Larsen var et meget litterært menneske, hvilket jeg for alvor fik mulighed for at opleve, da jeg havde mine samtaler med ham. Han vidste virkelig meget om litteratur og gik meget op i det og havde altid gang i flere romaner på samme tid.”

På Askov Højskole og Efterskole spiller Kristian la Cour da også tit Kim Larsen-sange til morgensamlinger og fællessang. Og mange gange er det på opfordring.

”Alle generationer har et forhold til Kim Larsen og hans sange. For eksempel er sangen om ”Joanna” et stort hit blandt børnene på vores familiekurser. Derfor spiller jeg altid den til det kursus,” lyder det fra Kristian la Cour, der selv har ”Kom igen” og ”Natten er blid” som to af sine favoritsange.

10 udvalgte sange
Til Kim Larsen-foredraget har Kristian la Cour og Jens Andersen udvalgt 10 sange. De vil ikke på forhånd afsløre, hvad det er for nogle, for ”det skal være en overraskelse”. Men de lover, at der kommer både mere og mindre kendte sange med.

”Måske når vi ikke dem alle, men jeg er i hvert fald klar til at spille og håber og tror, at folk vil og kan synge med”, lyder det fra Kristian la Cour, imens Jens Andersen siger:

”Selvfølgelig skal der musik i et Kim Larsen-foredrag, hvis det kan lade sig gøre, og arrangørerne ønsker det. Og live-musik og fællessang er en god måde at bryde et foredrag op på og inddrage publikum.”

Musikhuset i Aarhus og Askov
Første gang, det sker, bliver altså i Kulturhøjskolen Vejle 25. februar og dagen efter i Møgeltønder Forsamlingshus. Senere går turneen bl.a. til Musikhuset Aarhus, hvor Jens Andersen og Kristian la Cour optræder 14. og 15. maj.

Derefter er det meningen, at Kristian la Cour skal spille med til foreløbig ni af Jens Andersens mange Kim Larsen-foredrag i 2019. Blandt andet to gange på Askov Højskole - den 17. juni til ”Midsommer i Askov” og til ”Efterårsmødet” i slutningen af oktober, som Jens Andersen glæder sig meget til.

”Det var jo her, at Kim Larsen gik på højskole, følte hans liv tog en ny drejning, og hvor han har fortalt mig så mange sjove erindringer fra,” lyder det fra forfatteren, hvorefter forfatteren og musikeren igen kaster sig over nodearkene og sangteksterne på flyglet. De skal jo nå at være klar til den 25. februar.


Fakta:

Kristian la Cour
Født 1957. Højskolelærer og kursusleder på Askov Højskole siden 1986. Visesanger og komponist til sange og salmer i bl.a. DGI-Sangbogen, 100 Salmer, Kirkesangbogen og Højskolesangbogen. Medvirker som pianist og sanger i ni af Jens Andersens mange Kim Larsen-foredrag i 2019 – bl.a. premieren i Kulturhøjskolen i Vejle mandag d. 25. februar, og senere på Askov Højskole den 17. juni og og sidst i oktober.

Jens Andersen
Født 1955. Forfatter til bl.a. biografier om mange store kulturpersonligheder som Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, HC Andersen, Astrid Lindgren, Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og senest Kim Larsen. Foredragsholder, bl.a. i mange år på Askov Højskole. Tager i 2019 på landsdækkende turné med to forskellige foredrag om Kim Larsen og hans unge år med udgangspunkt i Jens Andersens biografi.  

Kim Larsen
Født 1945 (død 30. september 2018). Sanger, sangskriver, forfatter og guitarist. Elev på Askov Højskole 1964-65, hvor også hans mor, far og søn var elever. Har udgivet mere end 30 studiealbums og har fire sange med i den nuværende udgave af Højskolesangbogen.

Del siden